Skolestart i Sundbyøster
Taget og skorstenene så egentlig ok ud, da Pihl første gang stod i skolegården og så på den næsten 100 år gamle Sundbyøster Skole på Amager i København, men da håndværkere og ingeniører kom i gang med renoveringen, fandt de både råd og svamp i tagkonstruktion.
Kort før sommerferien afleverede Pihl en nyrenoveret skolebygning og legeplads til 450 elever og lærere, som nu har taget hul på et nyt skoleår uden hamren og banken fra de ca. 50 håndværkere, der var i sving på skolen, da der var allermest travlt.
Forud for afleveringen var gået et hektisk halvandet år. Det der skulle have været en mindre renoveringsopgave til 19 mio. kr., blev på grund af omfattende råd- og svampeskader, asbestfund og andre ekstraarbejder en sag til et noget større beløb.
Udover en totalrenovering af tagkonstruktionen med nyt fast undertag, total ommuring af skorstene og udskiftning af alle skolens vinduer til nye energirigtige vinduer med koblede rammer har Pihl renoveret skolens gymnastiksale, der har fået nye sportsgulve og nye pigeomklædningsfaciliteter. Gange, klasselokaler og trappeopgange har fået nye nedhængte lofter og ny belysning, mens vægge og træværk er blevet malerbehandlet. På grund af asbestfund blev næsten alle linoleumsgulvene udskiftet.
I skolens kælder er der indrettet ny madbod, og alle områder kan nu benyttes af handicappede, da der er etableret et nyt elevatortårn i glas på skolens bagside. Desuden er kloakledningsnettet delvis opgravet og udskiftet eller strømpeforet, og skolegården har fået ny belægning og helt nye legeredskaber.
Renoveringen af Sundbyøster Skole er foretaget i seks etaper, og hver etape blev overdraget, så snart den var færdig. Dermed har skolen kunnet disponere over det meste af bygningen i hele byggeperioden.
Samarbejdet med skolen, bygherren (Københavns Ejendomme), rådgiver, arkitekt og underleverandører har været eksemplarisk, og alle børn, lærere og forældre har udvist stor tålmodighed på trods af byggestøj og andre gener i forbindelse med renoveringen.








