Gilde på den gamle pigeskole

Det nye Zahles tager form

Før musen henover billederne for billedtekst

Pihl er kommet langt med ombygningen af N. Zahles Gymnasieskole på Nørrevold i København. Bygningen har fået to nye etager, og fundamentet til en tagterrasse er ved at tage form.

-Nu er der ingen vej tilbage, sagde formand for skolens bestyrelse og forh. rektor, Mogens Cranil, om de nye etager, som blev beundret af flere af skolens elever, lærere og ledelse, der var med til at festligholde rejsegildet torsdag den 17. november.

Så længe håndværkerne bygger, er der ikke adgang til de nye etager for andre end byggefolkene, men i anledning af rejsegildet kunne lærere, elever og andre interesserede besigtige rammerne om det fremtidige auditorium, klasselokaler og skolens nye kantine; og selv om der skal nogen fantasi til at se det færdige resultat for sig, var Mogens Cranil ikke i tvivl om, at resultatet bliver godt. -Bare vent, sagde han og takkede rådgiver, entreprenør og håndværkere: –Pihl & Søn har gjort en ganske imponerende indsats.

Mange udfordringer
Allerede før projektet kom rigtigt i gang, var der imidlertid flere udfordringer, som først skulle overvindes. Ikke bare dem man kan forudse, når man skal ændre på en fredet bygning, som oven i købet er i drift under arbejdet, og som tilmed ligger på en af Københavns mest travle gader, hvor der knapt nok er plads til en container. Inden Pihl kunne begynde nedrivning af tagetagen for at bygge de to nye etager på, var det nemlig nødvendigt at pælefundere bygningen. Undervejs i byggeforløbet har der desuden været mange både små og store overraskelser, der skulle findes en løsning på.

Trods de mange udfordringer holder den endelige tidsplan. Pladschef Trine Lykke Johansson og Morten Wilmer, der sammen har det daglige ansvar for byggepladsen, og resten af Pihls team har gennem hele forløbet haft et godt og konstruktivt samarbejde med rådgiver, Rørbæk & Møller Arkitekter ApS, og bygherre, N. Zahles Gymnasieskole, der har vist stor kompetence og beslutningsdygtighed, når der skulle tages stilling til nye udfordringer i projektet; og det gode samarbejde har været med til at fremme projektet, så rejsegildet kunne afholdes som planlagt.

Om skolen
N. Zahles Gymnasieskole blev grundlagt i 1851 som en privat pigeskole. Skolen havde i begyndelsen til huse i lokaler i Kronprinsensgade og senere på Gammel Strand, men blev i 1877 flyttet til Nørre Voldgade i København. I dag har skolen omkring 1.150 elever, heraf ca. 250 gymnasieelever og 200 GSK-studerende af begge køn. På listen over ”gamle elever” er den mest kendte nok Dronning Margrethe, der blev student fra skolen i 1959.

Læs mere om projektet

  • Nordhavnsvej, vej og tunnel, København
  • NAVITAS, Århus
  • UNICEF's verdenslager i København
  • Krydstogthavn i Falmouth, Jamaica