Rejsegilde på 747 nye p-pladser i Ørestad
Den 31. oktober inviterede By & Havn til rejsegilde på sit nye p-hus på Edvard Thomsens Vej i Ørestad City, København.
Det nye p-hus i Ørestad City, lige bag Field's, får 747 p-pladser fordelt på 8½ etager. Dermed får området et betydeligt serviceløft.
P-huset indgår arkitektonisk som en del af karrebebyggelsen i området. Til- og frakørsel til p-pladserne sker via en snegleformet rampe. Af hensyn til naboerne etableres afskærmning og støjværn, og huset oplyses af energibesparende LED-belysning. P-huset er opført i betonelementer, som facadebeklædes med hvide, overfladebehandlede aluminiumsplader.
By & Havns adm.dir. Jens Kramer Mikkelsen glædede sig over løftet i serviceniveauet i området og den positive udvikling i Ørestad i øvrigt. Også Københavns Kommunes Teknik- og Miljøborgmester, Ayfer Baykal, og direktør Halldór P. Ragnarsson, E. Pihl & Søn A.S., holdt tale ved rejsegildet.
Pihl afleverer p-huset i februar 2012.







