Pihl bygger nyt advokatdomicil i Tuborg Syd
Pihl skal for bygherre, Carlsberg Ejendomme, opføre nyt domicil til Advokatfirmaet Horten, der i efteråret 2009 kan tage imod sine klienter i markant bygning i Tuborg Syd, Hellerup
05.05.2008 Pressemeddelelse
Pihls hovedentreprise på ca. 270 mio.kr. omfatter opførelse af et 8.800 m2 stort domicil, tegnet af 3XN. Byggeriet forventes opstartet i juni 2008 og færdig til indflytning i efteråret 2009. Domicilet ligger i Tuborg Syd - en del af Tuborg Havn i Hellerup.
Domicilet skal i sin arkitektur og fremtoning afspejle advokatfirmaets internationale perspektiv og give mulighed for forskellige samarbejdsformer. Denne udfordring løses med kontorer, der giver plads til fordybelse, og fællesområder - inspireret af sydlandske torvepladser - hvor medarbejderne mødes på deres vej gennem huset.
Husets unikke, facetterede facader beklædes med natursten, som er et af Pihls specialer, mens større og mindre glasfacader og vinduer sørger for dagslys og kig til det omgivende miljø i Tuborg Havn. Under huset er der parkeringskælder.
Pihl har god erfaring med opførelse af domicilbyggerier, og bygger i øjeblikket domiciler for Aller og SEB samt til Rambøll Danmark. - Det er en udfordring og en glæde at være med til at bygge de mange unikke domicilbyggerier, som opføres i disse år på spændende og velbeliggende grunde i Hovedstaden, og Pihl er glade for opgaven med at opføre et markant domicil i Tuborg Syd for Carlsberg Ejendomme, siger Hans Anker Nielsen, der er projektdirektør i E. Pihl & Søn A.S.
Rådgiver på byggeriet er Rambøll Danmark.
Yderligere oplysninger:
Hans Anker Nielsen
E. Pihl & Søn A.S.
Nybrovej 116
2800 Kgs. Lyngby
Tlf. 4527 7200
Fax 4527 7100
www.pihl-as.dk




