7. b graver ud til OPS-skole
Det var meget passende en skoleelev – nemlig elevrådsformand Melissa fra 7. b - der i sidste uge tog første spadestik til Helsinge Ny Skole og Svømmehal i Nordsjælland, der bygges efter de nyeste principper inden for pædagogik med forskellige undervisningszoner m.m.

Melissa fra 7. b får lidt instruktion fra Pihl, inden hun graver ud til Helsinge Ny Skole og Svømmehal

Skolen er en 3-sporet skole med plads til 750 elever, inkl. fritidsordning, og både skole og svømmehal opføres i offentligt-privat-samarbejde (OPS) med konsortiet Pihl-KL Gruppen som den private partner. Projektet er tegnet og udformet i tæt samarbejde mellem Pihl-K&L Gruppens medlemmer, der ud over Pihl og Kemp & Lauritzen omfatter en teknisk rådgivergruppe med Creo Arkitekter, 1:1 Landskab A/S, Henrik Larsen Rådgivende Ingeniørfirma og Grontmij l Carl Bro.
Energiklasse 2015
Skolen er den første skole, der opføres efter bygningsreglementets nye energiklasse "2015", og vandbehandlingsanlægget i svømmehallen udføres efter en ny tankegang, hvor de fleste affaldspartikler sorteres bort, inden vandet tilføres klor. Derved kan man mindske klortilsætningen væsentligt i forhold til andre svømmehaller i Danmark. Klorforbruget har stor betydning for folk med astma og allergi, og derudover giver anlægget store besparelser på driften af svømmehallen.
OPS-kontrakten omfatter design, opførelse, drift og vedligehold samt serviceydelser for drift af den nye skole og svømmehal i en periode på 25 år.
Skolen forventes ibrugtaget i efteråret 2012 og svømmehallen efter årsskiftet 2013.




