Kompleks armering med 3D
E. Pihl & Søn A.S. har med BIM (Building Information Modelling) afprøvet et digitalt flow af informationer mellem design, leverance og udførelse af komplekst betonarmeringsarbejde på et jernbanebroprojekt i Göteborg.
BIM har medvirket til at optimere arbejdsgangene og har reduceret produktionstiden, antallet af fejl og ikke mindst materialeforbruget.
Afprøvningsprojektet er gennemført på anlægsprojektet ”Marieholm-Olskroken” midt i Göteborg, som omfatter etablering af to jernbanebroer.
Der er tale om et komplekst anlægsarbejde, der yderligere vanskeliggøres af, at arbejdet udføres mellem aktive togspor, ligesom projektet passerer en elv og en større hovedvej. E. Pihl og Søn A.S. er totalentreprenør på projektet, der udføres for det svenske Trafikverket.
Da selve armeringsarbejdet med brodæk af varierende spænd fra 17-50 meter og en perronkonstruktion er meget kompleks, har det været en stor fordel at modellere i 3D. 3D-modellen har været med til at løse de geometriske udfordringer under projekteringen og har fanget fejl og problemer på forhånd, bl.a. ved hjælp af kollisionskontroller.
Modellen har også vist sig at være en fordel i forbindelse med samarbejdet med rådgiverne, idet Pihl ved hjælp af videoer og billeder har kunnet præsentere udfordringer forud for selve udførelsen.
Derudover har 3D-modellen været et stærkt kommunikationsredskab på produktionsmøder og på byggepladsen, hvor 3D-modellen langt bedre end 2D-tegninger viser, hvordan armeringsjernene skal placeres i forhold til hinanden.
Digitalt informationsflow minimerer fejl
I praksis opbygges en komplet 3D-model af konstruktionerne, der sideløbende armeres i programmet Tekla Structures. Denne model danner grundlag for løsning af problemstillinger i armeringsdesignet i samarbejde med rådgiveren. Modellen anvendes desuden direkte i produktionen.
Et af målene med afprøvningsprojektet var at skabe et digitalt informationsflow fra BIM-modellen og direkte til leverandøren af armeringsjernet, Celsa Steel Service AB. Her har Pihl i samarbejde med softwareleverandøren udviklet et link mellem Tekla Structures og det program, Celsa anvender til produktion af armeringsjernene.
Bestillingen af armeringsjernet foregår herefter via BIM-modellen, hvor Pihl eksporterer informationer om armeringsmængder og klippe/bukke-data direkte til Celsa i en XML-fil, som Celsas produktionssystem kan producere efter. Automatiseringen af processen har resulteret i markant færre fejl i armeringsleverancerne og har minimeret materialespildet.
Kortere produktionstid
Anvendelsen af Tekla Structures i stedet for den traditionelle 2D-løsning har givet et sammenligningsgrundlag, der viser markante effektiviseringsgevinster.
Selvom første etape blev udført midt om vinteren under svære vejrforhold, har BIM været en medvirkende årsag til, at produktionstiden er faldet fra 23 arbejdsdage for armeringsarbejdet på det første brodæk, til kun 7-9 arbejdsdage på de følgende brodæk.
Se i øvrigt den udarbejdede dokumentar om projektet og den udarbejdede rapport (link) for nærmere information.




