Pihl-konsortium bygger svensk bro

Svenske TRAFIKVERKET har besluttet at tildele kontrakt på opførelse af Sundsvallsbroen i Sverige til det Pihl-ledede konsortium ”Joint Venture Sundsvallbroen PBM”, bestående af de tyske virksomheder Max Bögl, Sengenthal og Josef Möbius AG, Hamburg samt danske E. Pihl & Søn A.S.

Pressemeddelelse 08.02.2011

- Konsortiet har stor erfaring med opførelse af broer, og konsortieparternes kompetencer og erfaring er et godt match, udtaler Jan Mynborg, E. Pihl & Søn A.S, der glæder sig til samarbejdet og opgaven med opførelse af broen ved Sundsvall, der ligger ca. 400 km nord for Stockholm.

Konstruktionsmæssig udfordring
Opgaven består af en ca. 2 km lang bro, som består af en ca. 1,4 km lang stålbro med tilsluttende landanlæg på 0,5 km på begge sider af Sundsvallsfjorden. Broen er tegnet af danske KHR Arkitekter A/S som en ”dobbeltkrum” konstruktion, der er krum i såvel den horisontale som den vertikale retning. Ingeniør: ISC Rådgivende Ingeniører A/S

Udførelsesmæssigt er konstruktionen en stor udfordring. Ingen af broens tværsnit er ens, og det komplicerer i første omgang produktionen af ståldelene og senere montagen af de op til 170 meter lange og ca. 2.000 tonstunge brosegmenter.

I forbindelse med projektet skal konsortiet udføre omfattende arbejder på fjorden, blandt andet i forbindelse med fundering af bropillerne, hvor en stor del af det eksisterende bundmateriale skal udskiftes. I funderingsarbejdet indgår også montage af spuns med længder på op til 48 meter.

Arbejdet forventes påbegyndt i marts måned 2011 og afsluttet i oktober 2014.

 

Yderligere oplysninger, kontakt venligst:              
E. Pihl &  Søn A.S.
Att.: Jan Mynborg                                                  
Nybrovej 116                                                
DK-2800 Kgs. Lyngby
Tlf. 
(+45) 4527 7200
Fax (+45) 4527 7100

  • FN Byen
  • Qorlortorsuaq Vandkraftværk
  • Beirut Havn
  • Brøndby Ny Stadion