Nye anlægsprojekter i udlandet
Pihl vinder nye anlægsprojekter i Skandinavien, USA, Polen og Afrika
Pressemeddelelse 30. september 2010
Pihl udfører mange anlægsopgaver i Danmark, men ca. 50% af Pihl Gruppens omsætning kommer fra opgaver i udlandet, herunder det øvrige Skandinavien og mere fjerntliggende destinationer som USA, Mellemamerika og Afrika.
Havne, tunneler og veje i Norge
-Pihl har i en årrække udført projekter i både Sverige og Norge. De mest typiske opgaver er havne-, tunnel- og vejprojekter, informerer direktør Kurt Carlsen, der har ansvar for Pihls opgaver i det nære udland, herunder vore nordiske nabolande.
I Norge har Pihl i den seneste tid vundet en række opgaver, primært med Statens Vegvesen og Kystverket som bygherre, fx Gryllesfjord Molo, Hauge-Lonevåg vej og tunnel og uddybning af Andenes Havn, hvor Nordlysmuseet ligger. Den seneste opgave er vejprojektet RV 94 Skjåholmen til en værdi af ca. NOK 97 mio.
Stockholms Citybane bid for bid
I Sverige har Pihl fået kontrakt på den sidste bid af Projekt Citybanen i Stockholm, hvor Pihl i forvejen deltager i anlæg af en 300 m lang sænketunnel og en 100 m sprængt tunnel i Söderströmmen.
Den nye kontrakt for bygherren, Trafikverket, omfatter en 1,4 km lang jernbanebro ved Årsta til SEK 315 mio., som skal aflaste fire stærkt trafikerede hovedspor til lokal- og fjerntrafik i Stockholm.
- Broen skal støbes med et såkaldt bevægeligt forskallingssystem, der er mindre pladskrævende, mere miljøvenligt og som et ekstra plus kræver færre sportimer og dermed er til mindre gene for togtrafikken, der skal afvikles så normalt som muligt under byggeperioden, forklarer Jan Mynborg fra E. Pihl & Søn A.S.
Projektering af broen er allerede i gang, og byggeperioden er februar 2011 - december 2014. Brodesign og ingeniørrådgivning udføres af Centerlöf & Holmberg A.B. og Cowi.
Renovering af broer i staten Rhode Island, USA
Pihls amerikanske datterselskab har netop sikret sig en kontrakt på et $ 80 mio. stort brorenoveringsprojekt i Pawtucket i Rhode Island, USA for RIDOT (The Rhode Island Department of Transportation).
Arbejdet omfatter hel og delvis renovering af en række større og mindre broer, herunder Pawtucket Bridge, som lægger navn til projektet.
- Da vi gik ind i USA var det med en klar forventning om, at man ikke vinder fodfæste på det vanskelige amerikanske marked fra dag ét, men kontrakten, som Pihl Inc. har vundet i skarp konkurrence med amerikanske anlægsentreprenører, indikerer at vi er godt på vej, oplyser Kjartan Langvad, CEO i Pihl Inc., som er Pihls amerikanske datterselskab.
Naturgasfaciliteter i Świnoujście
I Polen har staten besluttet at opføre et modtageanlæg for flydende LNG-gas i Świnoujście. I forbindelse med projektet skal der udføres en havn bestående af en dækmole (bølgebryder) og en jetty (mole) for bygherren, Stettin-Świnoujście Havn.
Pihl har vundet kontrakt på udførelse af LNG-jettyen med tilhørende uddybning i samarbejde med Josef Möbius Bau-Aktiengesellschaft og Johann Bunte Bauunternehmung GmbH & Co. Arbejdes påbegyndes i tredje kvartal 2010 og slutafleveres i fjerde kvartal 2012.
Kystbeskyttelse og høfde i Togo
Endelig har Pihl fået to nye kontrakter i Togo på henholdsvis anlæg af en høfde for Société Container Terminal S.A., Lomé og etablering af kystbeskyttelse i forbindelse med planer om udvidelse af Lomé Containerterminal for Colas Benin S.A.
- Pihl udfører lignende opgaver i det meste af verden, herunder Afrika, men Togo er et nyt marked for Pihl, siger Ghassan Farah, Pihls udlandsafdeling.





