Pihl bygger på Isle of Wight

Pihl har underskrevet kontrakt på opførelse af et miljøvenligt gymnasium på Isle of Wight til ca. 262 mio.kr. (30 mio.GBP)

Pressemeddelelse 22. november 2010

 

 

 

 

 

 

 

Pihl har underskrevet kontrakt på opførelse af et nyt miljøvenligt gymnasium til 30 mio. £ på Isle of Wight i den Engelske Kanal, og i fredags blev der taget første spadestik til byggeriet i byen Cowes.

Projektet er udarbejdet i samarbejde med skotske JM Architects, Rambøll UK, Tribal Education, ESA McIntosh og Pihl, og det blev fremhævet som et ”innovativt og miljøvenligt projekt”, da Pihl tidligere på året blev preferred bidder i konkurrence med tre af Englands største entreprenørvirksomheder.

Adm.dir. i Pihls engelske datterselskab, Pihl UK Ltd. siger: - Med opførelsen Museum of Liverpool, ti nye skoler i Aberdeen i Skotland og nu det nye gymnasiebyggeri på Isle of Wight har Pihl fået godt tag i institutionsbyggeriet på det engelske marked. Succesen skyldes blandt andet vores introduktion af miljøvenlige byggematerialer og skandinaviske byggemetoder.

Det ca. 16.000 m2 store gymnasiebyggeri skal opføres som et betonelementbyggeri i to etager med facadebeklædning i træ og biotag med ovenlys. Bygningen får desuden eget biomasseanlæg til opvarmning og naturlig ventilation, som sammen med maksimal udnyttelse af naturligt dagslys sikrer et godt indeklima.

Designet henter - ligesom de øvrige bygninger Pihl har opført i UK - stærke træk fra skandinavisk arkitektur, og med faciliteter som et centralt atrium med plads til 650 mennesker, amfiteater, sportsanlæg, indre gårdanlæg og veludstyrede klasselokaler får bygherren, Isle of Wight Council, en fremtidssikret skole og faciliteter, der imødekommer kravene til moderne undervisning og socialt samvær.

Isle of Wights byrådsformand, C. David Pugh udtaler: – Vi får ikke blot en ny skole, men faciliteter som alle i Cowes - uanset alder - kan få glæde af.

Indretning af faciliteterne sker i øvrigt i samråd med de studerende og Sport England.
 
Første spadestik er taget, og gymnasiet skal være klar til aflevering i foråret 2012.

Isle of Wight Council

  • FN Byen
  • Qorlortorsuaq Vandkraftværk
  • Beirut Havn
  • Brøndby Ny Stadion