Ingeniører dyrker også ekstremsport

På bare fem dage skal fire medarbejdere fra entreprenørvirksomheden E. Pihl & Søn A.S. forcere isbjerge, gletsjere og is-fjorde på mountainbike, til fods og i kano i konkurrence med andre hold fra hele verden.

13.07 2007  Pressemeddelelse

Ingeniører dyrker også ekstremsport - Pihl medarbejdere til SIKU Extreme Arctic Challenge i Grønland

På bare fem dage skal fire medarbejdere fra entreprenørvirksomheden E. Pihl & Søn A.S. forcere isbjerge, gletsjere og is-fjorde på mountainbike, til fods og i kano i konkurrence med andre hold fra hele verden.

Siku Extreme Arctic Challenge er et af Pihls nye, alternative tilbud om efteruddannelse, hvor deltagerne får mulighed for at teste sig selv og deres fysiske og psykiske grænser i et team af kolleger, som de ikke nødvendigvis arbejder sammen med til daglig.

Det er anden gang, Pihl deltager i Extreme Arctic Challenge. Første hold var et testhold i 2006, som banede vejen for, at arrangøren nu optager 2-4 firmahold i udfordringen. Pihls testhold blev udsat for flere pressede og stressede situationer under turen i Grønland i 2006, men som en af deltagerne konkluderede efter turen: - det er dér, når du har allermest brug for det, du forstår, hvad det vil sige at agere som et team, og vores teamwork fungerede.

Ingen skitur for tøsedrenge

Pladserne på Pihls alternative efteruddannelse tildeles efter lodtrækning og er meget eftertragtede, selvom der ikke er tale om en skitur for tøsedrenge. Deltagerne skal gennemføre en rute på 150 km gennem Grønlands barske natur - til fods, til vands og på cykel - på bare fem dage, ligesom de inden turen må forberede sig fysisk og mentalt samtidig med deres daglige arbejde i Pihl.

Team Pihl deltager i udfordringen sammen med hold fra hele verden, herunder 2-4 andre firmahold. Årets Team Pihl består af de tre civilingeniører Lene Gertsen (32), Jes Olsen (57) og Thomas Qvistgaard (34) samt en enkelt økonom, Henrik Bjerg Pedersen (42). Deltagerne dyrker forskellige former for sport i fritiden, bl.a. trekking, skisport og løb, men har ikke erfaring med ekstremsport under arktiske forhold som det er tilfældet for flere af de øvrige hold i udfordringen, der kan mønstre garvede bjergbestigere og sportsfolk. Teamets coach under forberedelserne til turen er Claus Stallknecht fra ”Løberen” i Lyngby, der selv er tidligere Arctic Challenge dobbeltvinder.

Teamets præstationer optages på film, men under gennemførelsen af Extreme Arctic Challenge forventer kollegerne derhjemme daglige rapporter om dagens udfordringer og teamets samarbejde. Team Pihls præstationer har stor bevågenhed i virksomheden, hvor mange gode kollegiale relationer skabes gennem firmaidræt, og hvor netop teamwork er afgørende for løsning af virksomhedens komplicerede bygge- og anlægsprojekter.

Team Pihl er klar til udfordringen i Grønland 19-23. juli 2007!


Kontaktperson: 

Inger Henriksen                                                                 SIKU Extreme Arctic Challenge:
Pihl & Søn A.S.                                                                
Nybrovej 116
2800  Kgs. Lyngby
Tlf.  4527 7200
Fax 4527 7100
www.pihl-as.dk

  • FN Byen
  • Qorlortorsuaq Vandkraftværk
  • Beirut Havn
  • Brøndby Ny Stadion