Pihl sikrer rent vand i Sri Lanka

E. Pihl & Søn A.S. har i samarbejde med svenske Läckeby Water AB indgået kontrakt med Sri Lankas National Water Supply and Drainage Board om etablering af spildevandsanlæg i to byområder tæt på Sri Lankas hovedstad, Colombo.

30.10.2007  Pressemeddelelse

E. Pihl & Søn A.S. har i samarbejde med svenske Läckeby Water AB indgået kontrakt med Sri Lankas National Water Supply and Drainage Board om etablering af spildevandsanlæg i to byområder tæt på Sri Lankas hovedstad, Colombo.

Arbejdet omfatter projektering og opførelse af to spildevandsanlæg inklusive etablering af spildevandsledninger,  pumpestationer, vandrenseanlæg og udløbsledninger i byerne Ja-Ela og Ekala, 10 km nord for Colombo og kystbyerne Ratmalana og Moratuwa, 15 km syd for Colombo.

Projektet til ca. en halv milliard DKK finansieres af SIDA, Sveriges pendant til Danida.

Urenset spildevand

De to nye spildevandsanlæg skal løse omfattende miljøproblemer i de to områder, hvor forurenet spildevand fra industrivirksomheder udledes direkte i nærmeste afløbsmulighed, og spildevand fra vandskyllende toiletter og vaskemaskiner fra husholdninger udledes i septiktanke, sivebrønde eller i vejsidegrøfter.

Fiskedød

Forureningen fra industrien har længe været et kendt problem, navnlig i Ratmalanas industriområde nær lufthavnen, der domineres af kemi-, tekstil, metal- og asbestindustri. I den nærliggende Lunawa Lagoon, hvor fiskere gennem generationer har brødfødt deres familier, er fiskebestanden stort set udryddet på grund af forurenet spildevand fra industrivirksomhederne, mens et andet vigtigt vandområde, Bolgoda Lake, snart risikerer at lide samme skæbne.

Forurenet drikkevand

Også drikkevandet i de to områder er alvorligt truet. Befolkningstilvæksten tæt på hovedstaden har i de senere år været så massiv, at mange husholdninger er tvunget til at etablere drikkevandsbrønde klods op ad eksisterende septiktanke, som – kombineret med en høj grundvandstand i store dele af områderne – er kilde til forurening af drikkevandet.

Den truende sundhedsfare for befolkningen og skaderne på miljøet har derfor fået Sri Lankas regering til at iværksætte vandprojekter, ikke blot i Ja-Ela og Ratmalana, men også flere andre steder i det sydlige Sri Lanka.

Flere omfattende vandprojekter for Sri Lankas myndigheder

Udover det nye projekt ved Colombo har Pihl siden september 2006 arbejdet med at etablere drikkevandsanlæg i seks byer i Nuwara Eliya-området i Sri Lankas højland til en værdi af ca. 160 mio. DKK finansieret med blandet kredit af Danida; og Pihl er netop blevet lavest bydende på endnu et Danida-finansieret vandbehandlings- og kloakeringsprojekt i Kurunegala til ca. 200 mio. DKK.


Pihl udfører projekter i store dele af verden og har tidligere opført spilde- og drikkevandsanlæg i andre dele af Asien og i Afrika.

Flere oplysninger:

Claus Wiegand Larsen / Ghassan Farah
E. Pihl & Søn A.S.
Nybrovej 116
2800  Kgs. Lyngby
Tlf.  4527 7200
Fax 4527 7100
www.pihl-as.dk

  • FN Byen
  • Qorlortorsuaq Vandkraftværk
  • Beirut Havn
  • Brøndby Ny Stadion