Pihl opfører nyt domicil for Aller-koncernen

På Valdemars dag om 3 år vil en smuk og meget karakteristisk bygning pryde den nordlige del af Havneholmen.

09.10.2006  Pressemeddelelse

Pihl opfører nyt domicil for Aller-koncernen – kaldet Allerhuset – for ½ mia. kr.

På Valdemars dag om 3 år vil en smuk og meget karakteristisk bygning pryde den nordlige del af Havneholmen.

Pihl – koncernen har i totalentreprise fået overdraget dette spændende projekt til godt ½ mia. kr. af bygherren, Carl Allers Etablissement A/S. Det er tegnet af PLH arkitekter og indgår i den masterplan, som tidligere er udarbejdet af Wingårdh Arkitektkontor.

I spændingsfeltet mellem det store havnerum, Havneholmens boligbyggeri og kontorejendomme samt Fisketorvet opføres en meget dynamisk bygning, som skal tjene som domicil for Aller-koncernen i Danmark.

De 18.000 m2 kontorareal er fordelt på 9 etager, hvortil kommer 10.000 m2 kælder. Bygningens indre atrium er terrasseret med en smuk visuel forbindelse til kajen, ligesom de mange glasarealer vil trække såvel himmel som hav ind i bygningen.

På grund af de ringe pladsforhold etableres en midlertidig, kunstig ø ved Havneholmens nordlige spids til brug for den store byggeplads. Ved byggeriets afslutning fjernes denne ø igen.

Byggeriet, der forestås af en snes ingeniører og teknikere fra Pihl, vil  give beskæftigelse til et par hundrede mand i det meste af den knap 3-årige byggeperiode.

Udover opførelsen af Allerhuset, vil der på den øvrige del af Havneholmen være heftig byggeaktivitet med opførelsen af flere bolig- og erhvervsprojekter, som vil belaste den eneste adgangsvej ekstremt meget. Derfor vil der blive etableret en fælles portvagt med henblik på at optimere sikkerhed og logistik.

Pihl er stolte over at have fået opgaven overdraget  og ser frem til  frugtbart samarbejde med Bygherren, Carl Allers Etablissement A/S, og dennes rådgivere.

 

Venlig hilsen
E. Pihl & Søn A.S.
Kjartan Langvad

De er velkommen til at kontakte dir. Halldór Ragnarsson, 45 27 72 00.

  • FN Byen
  • Qorlortorsuaq Vandkraftværk
  • Beirut Havn
  • Brøndby Ny Stadion