Mød vores praktikant

Josefine Aagaard Andersen

HER KAN JEG DYGTIGGØRE MIG OG SAMTIDIG GØRE EN FORSKEL 

Med fokus på udførelse, interesse for den grønne omstilling og ønsket om at udvikle egne kompetencer har Josefine taget hul på sin praktikperiode på vores projekt Magdalene Mariehjemmet. Her skal hun hen over foråret være en del af vores projekthold og opførelsen af Sorøs nye Friplejehjem.

 

For at blive klogere på selve udførelsen af et byggeri var både entreprenørbranchen og Pihl et nærliggende valg for Josefine:

 

”Jeg har ikke før stiftet bekendtskab med udførelsen af et større byggeri, og det er især dét, der har været med til at præge mit valg af praktiksted. Herudover har jeg valgt Pihl, fordi det er en virksomhed, der konstant er i bevægelse, har fokus på fremtidens byggeri og bæredygtige udvikling og tager et stort socialt ansvar.

 

Jeg fandt det utrolig interessant, at Magdalene Mariehjemmet er et DGNB-byggeri, hvor der er øget fokus på det, som jeg ser som fremtidens byggeri – nemlig et byggeri der understøtter den grønne omstilling. At fremme den bæredygtige udvikling er et uundgåeligt aspekt inden for byggebranchen, som kun vil præge vores hverdag mere og mere, og dét vil jeg gerne opleve i praksis her i min praktikperiode.

 

Valget af praktiksted har for Josefine ikke kun været baseret på den faglige del, men også på den personlige del som kvinde i byggebranchen:

 

”Jeg har på intet tidspunkt set det som en barriere at være kvinde på en byggeplads som byggeleder. Og det føler jeg heller ikke, at Pihl og byggeledelsen her på MSO gør, hvilket også var en rigtig vigtig faktor for mig, da jeg skulle vælge praktikplads. Der kan være udfordringer, her især hvad angår fysik, men hvor der er udfordringer, findes der også altid en løsning. Og jeg vil udfordre mig selv til at finde den løsning, uanset køn og fysik – og for mig var det en oplagt mulighed at gøre det i entreprenørbranchen,” lyder det fra Josefine.

 

Til daglig studerer Josefine Aagaard Andersen til bygningskonstruktør på 6. semester på Zealand i Næstved, og hun ser nu frem til at tilegne sig endnu mere viden med sit praktikforløb her i Pihl:

 

”Med mit praktikforløb her i Pihl håber jeg at få en masse erfaring med byggeledelse og selve den udførende del af byggeriet. Hertil håber jeg også, at det, jeg har lært på skolebænken, også kan blive brugt i praksis.

 

Jeg kan godt lide, at der sker noget omkring mig, at dygtiggøre mig og tilegne mig ny viden. Og hvis jeg ikke selv er med til at sørge for min udvikling i og viden om den branche, jeg snart befinder mig i, så har jeg kun mig selv at bebrejde. Derfor klør jeg på nu og nyder hver en dag i praktik hos Pihl,” slutter Josefine af.

 

I Pihl & Søn er vi enormt glade for at have praktikanter på vores projekter, og vi glæder os til at følge Josefine over de næste par måneder.